Sådan rummer I mennesker med demens som forening

Læs, hvad I kan gøre som forening for at rumme mennesker med demens.

Demens er en sygdom, der ofte udvikler sig meget langsomt. Derfor kan der være en lang periode, hvor mennesker med demens lever en forholdsvis normal tilværelse og gerne vil deltage i fritidsaktiviteter. Det kan sagtens lade sig gøre, især hvis foreningen ved noget om, hvordan man kan støtte mennesker med en demenssygdom. Det er ofte små ting, som gør en stor forskel for den, der gerne vil forblive en del af fritidslivet.  

Det er vigtigt, at I på et tidligt tidspunkt tager en snak om, hvor meget man som medlem selv skal kunne, og hvad I som forening vil gøre. Det er helt i orden, at I som forening har nogle krav til jeres medlemmer - også ift. mennesker med demens. 

Demens i foreningen – hvad kan vi gøre?

Vis alle

Tag udgangspunkt i den enkelte

Hvis et af jeres medlemmer får en demensdiagnose, eller et menneske med demens ønsker at blive en del af jeres forening, kan det være en god ide at tage en snak med vedkommende om, hvordan I bedst muligt kan give en hjælpende hånd, når I mødes. Hvis det er en person, I kender godt, kan I måske også selv have gjort jer nogle tanker om, hvad der er brug for. Vær også opmærksomme på, at behovene kan ændre sig over tid.  

Kontakt til pårørende

Det kan være en god ide at have kontakt til medlemmets pårørende, både ift. de daglige udfordringer, men også ift. de samtaler, der kan være svære at tage, når sygdommen skrider frem. Aftal eventuelt, at det er et par stykker af jer, der sørger for at holde kontakten til både pårørende og den, der har demens.  

Påmind om aktivitet

For nogle mennesker med demens vil det være en stor hjælp at blive påmindet om aktiviteten. Det kan være dagen forinden eller blot en time før aktiviteten begynder.  

Følgeordning

For nogle, vil det føles trygt at følges med et andet medlem til aktiviteten - og hjem igen bagefter.  

Skiltning

Det er ofte vanskeligt for mennesker med demens at finde vej. Også selvom det er indendørs. Hvis det er muligt, kan I sætte skilte op, som viser vej til omklædningsrum, toilettet eller andre vigtige lokaler – husk også at markere udgange tydeligt.  

 

I kan lave navneskilte til alle medlemmer. Et nemt navneskilt kan laves med malertape og en tyk tusch. 

Simple øvelser og gentagelser

Er I en idrætsforening, kan I vælge nogle øvelser ud, I laver til hver træning, eller I kan både vise en enkel og en kompliceret version af øvelserne.

Når det begynder at blive for svært

Det kan være svært at tage snakken om, at I som forening ikke længere kan rumme personen med demens. I kan evt. invitere den pårørende med og tage udgangspunkt i de konkrete aftaler, som I lavede, da personen fik diagnosen eller blev medlem af foreningen.  

I kan forsøge at hjælpe personen videre, ved fx at henvise til Københavns Kommunes Center for Demens, som kan give råd og vejledning generelt, men også om andre kommunale tilbud, som kunne være relevante.