Forglem mig ej-ruten
Når du går tur rundt om Damhusengen, kan du tage et hvil på en af de 6 lilla bænke på Forglem mig ej-ruten. Ruten er på knap 3 kilometer. Find kort over ruten her på siden.
På bænkene finder du nyttig viden om, hvordan demens kan forebygges, og hvordan du kan give en hånd til et menneske med demens i hverdagen. Du kan også finde citater fra mennesker med demens og deres pårørende. De 6 bænke har forskellige temaer:
- Forebyggelse
- De 10 tegn på demens
- Vidste du …
- Mit liv med demens
- Mødet med et menneske med demens
- Min hverdag som pårørende.
Vi vil anbefale, at du pakker en termokande og tager én, du holder af, under armen, så I sammen kan gå en frisk tur. Husk at tage et par velfortjente pauser på en lilla bænk. Vi ønsker jer en god og oplysende gåtur.
Kort over bænkene på Forglem mig ej-ruten
Her finder du bænkene
- Ved legepladsen ved Damhusdæmningen
- På stien på Rødovre-siden lige efter Heerups Museum
- På stien på Rødovre-siden, mellem Jyllingevej og motionsredskaberne for voksne
- Ved engen på Vanløse-siden tæt på Jyllingevej
- På Vanløse-siden ved legepladsen halvvejs mellem Jyllingevej og Damhusdæmningen
- På Vanløse-siden ved fodboldbanerne, halvvejs mellem legepladsen og Damhusdæmningen.
Om bænkene på Forglem mig ej-ruten
Bænkene på Forglem mig ej-ruten er etableret i forbindelse med Demensvenligt Vanløse (2020-2023). Her arbejdede Københavns Kommune for at gøre det lettere for mennesker med demens at blive boende i eget hjem og være en del af det lokale liv.
Konceptet Forglem mig ej-bænk er skabt af Aarhus Universitet og Aarhus Kommune. Der er hidtil etableret Forglem mig ej-bænke i Aarhus og Odense. Lilla er den officielle demensfarve.